top of page

Den ideelle pindsvinehave 1,0

Den ideelle pindsvinehave findes næppe, men man kan komme rimelig tæt på!

Det kommer selvfølgelig også an på, hvor meget man går op i det, ens muligheder i haven og energien man vil lægge i projektet.

Den ideelle pindsvinehave er ikke kun indrettet til pindsvin, men til alle de forskellige dyregrupper; pattedyr, fugle, flyvende insekter, jordkryb, padder osv. Og planterne som dyrene er afhængige af.

En have med stor biodiversitet er altså det bedste sted for pindsvin.


Det kan være et større projekt at invitere mange forskellige arter af både planter og dyr ind i haven og man behøver jo ikke gå ’hele vejen’ – i første omgang…

Derfor har vi delt det op i afsnit eller versioner, så man kan starte i den lette ende og bygge på efterhånden.

Vi starter med version 1,0 og bygger videre derfra. Det er jo dér, de fleste er, når ønsket om at få pindsvin i haven dukker op.


VERSION 1,0


Vand

Start med at sætte en fladbundet skål med vand tæt på en hæk eller et buskads. En underskål der er glaseret indvendig er fin. Husk at vaske den jævnlig og fyld den med rent vand daglig.

Foder

Næste step er fodring. Præcis som med fodring af fugle er det den nemmeste måde at tiltrække pindsvin til haven.

Du kan bruge en skål med flad bund eller strø maden ud på græsset.

Brug killing-tørfoder. Det har den fodersammensætning der kommer tættest på pindsvins naturlige føde. Alternativ kan kattetørfoder bruges. Hundemad, både tørt og vådt kan også bruges i en snæver vending men det er ikke optimalt pga. sammensætningen af proteiner og kulhydrater.

Fodring

Læg fodret ud om aftenen når det er ved at blive mørkt. Pindsvinene vågner som regel ved 20-tiden men der kan være store forskelle. Nogle vågner ved 18-tiden, andre først efter kl. 21.

Og ja, pindsvin kender klokken! Hvis du fodrer på samme tid hver aften, vil du opleve at nogle pindsvin står og venter under buskene. Og de kan blive ret utålmodige hvis du er forsinket…

Foderstation

Hvis man oplever at mange huskatte, fugle eller andre dyr tager foderet, der lægges ud, kan man med fordel lave en foderstation eller café, så kun pindsvinene kan komme til.

Se vores blogindlæg "Foderstation" for eksempler på, hvordan sådanne foderstationer kan laves.

Comments


bottom of page